Her er strand, havn, oplevelser og skov - alt sammen inden for en rækkevidde af en 15-minutters cykeltur. Aarhus har noget for enhver smag - og for ethvert budget. Listen af oplevelser er lang, og det være lidt svært at vælge ud, hvad programmet skal stå på! Derfor har vi i vores lille guide forsøgt at vælge noget ud for enhver smag - og budget. Du kan læse mere om kulturelle, sjove og gratis oplevelser i eller nær Aarhus.
ARoS Kunstmuseum - tag del i kunsten
ARoS er et af Nordeuropas største kunstmuseer, og museet byder på en kunstoplevelse i international særklasse. Bygningens indre er i sig selv et arkitektonisk kunstværk, og med mere end 20.000 kvadratmeter er der plads til både traditionel og moderne kunst.
Med en kombination af moderne kunstnere og velkendte klassikere byder ARoS på et kunsterisk univers, hvor både børn og voksne kan blive inspireret og rørt gennem traditionelle malerier, interaktiv kunst og flotte installationer. Bliv imponeret over guldalderens malere, der fanger øjeblikket helt ned i de mindste penselstrøg, nyd udsigten over Aarhus i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama, og bliv fascineret af udførelsen og fantasien bag de mange spændende værker på museet. ARoS er et moderne kunstmuseum som fokuserer på at kunst kan være mere end smukke malerier - og det fungerer fantastisk. ARoS kan desuden byde på spiselige kunstværker i ARoS Food Hall eller en velbrygget cafe latte på Art Café. ARoS har løbende store udstillinger, og programmet samt åbningstider kan læses på deres hjemmeside her.
Den Gamle By - et besøg i historien
Den Gamle By giver et spændende og indtagende indblik i dansk historie med bygninger fra hele Danmark. Tag en tur ned af gaderne med historiske bygninger, besøg bageren og køb varme nybagte boller, eller gå på opdagelse i cykelsmedens butik. Den Gamle By er et besøg værd - og der er nok at se og opleve med bygninger helt tilbage fra 1550 og frem til 1970'erne.
Den Gamle By har 75 huse fra 24 byer i Danmark, og som besøgende i byen oplever du ikke kun bygningerne men også bagerjomfruer, hestevognsførere, cykelsmede og lirekassemænd, der alle har deres daglige gang i byen. Du kan møde bondekoner fra 1600-tallet, få en tur i hestevogne, besøge det lokale konditori eller se møntmesterens imponerede bolig fra 1700-tallet. Du oplever i Den Gamle By historien helt tæt på, og både børn og voksne kan i boligerne lære mere om dansk historie med interaktive skærme og deltagende opgaver. Se mere om Den Gamle By her.
Moesgaard Museum - tilbage til fortiden
Interesserer du dig for menneskets oprindelse og historie? På Moesgaard Museum kan du gå på opdagelse i oldtiden, vikingetiden og fremmede kulturer, du kan se spændende ærkeologiske fund, og der vil løbende være flotte udstillinger fra både ind- og udland.
På Moesgaard museum får du et flot indblik i menneskets udvikling fra de tidlige menneskearter, vikingetiden og frem til i dag. Med forskellige arkæologiske og antropologiske udstillinger fokuseres der på menneskets tidlige udvikling samt eksisterende kulturer og befolkninger. I turen gennem de forskellige udstillinger tager du del af fortællingerne, som fortælles gennem video, lyd og tekst. Du kan være vikingehøvdingen, som beslutter, hvem du vil angribe, gå en tur gennem 'mosen' eller vælge, hvad du vil høre mere om på en af udstillingernes skærme. Se mere om oplevelserne på Moesgaard Museum her.
Aarhus Musikhus - et væld af oplevelser for enhver smag
Aarhus Musikhus byder på både underholdende og musikalske forestillinger med noget for enhver smag. Her kan du opleve standup, musicals, koncerter, foredrag og ballet, og det er inden eller efter forestillingerne muligt at nyde lækre retter og et godt glas vin i Musikhusets restaurant.
Aarhus Musikhus byder på en række af fantastiske forestillinger, og her er mildest talt noget for enhver smag. I den store sal har balletter, koncerter og musicals indtaget scenen, i den lille sal holder teaterforestillinger, foredrag og forestillinger til, mens Aarhus Comedy Zoo siden 2015 har været del af musikhuset, hvor der løbende er nye og velkendte komikere på banen. Se mere om årets program her.
Væksthusene i Botanisk Have - Et lille stykke regnskov
- entré: Voksne og børn gratis (er det ikke skønt!?)
Tag et smut ind i Aarhus' helt egen regnskov. Her kan du opleve verdens planter og natur helt tæt på. Er du heldig, er de små piratfisk sultne og kigger op til overfladen, eller en sommerfugl blafrer forbi på vej mod smukke farvestrålende blomster.
I Væksthusene i Botanisk have kan børn og voksne opleve spændende planter og dyr helt gratis. Med fire forskellige klimazoner byder husene på lærerige og flotte oplevelser fra de fleste dele af verden. Vandringen gennem de forskellige områder i husene hjælpes på vej af interaktive fortællinger og muligheder for at læse mere om de forskellige plantearter. Væksthusene har en hyggelig café, hvor der kan købes frokost, drikkevarer og lækkerier, mens børnene kan lege og lære i legeområdet ved caféen. læs mere om Væksthusene her
Dyrehaven i Aarhus - helt tæt på naturen
- ganske gratis (og rigtig hyggeligt)
Vil du på tur i Aarhus' smukke natur er der flere steder at tage hen. Marselisborg skovene byder på smuk udsigt ud over vand, strand og grønne trætoppe. Dyrehaven er del af skovene, og her kan du møde Sikahjorte og dådyr, som gerne hilser på - især hvis der er en gulerod involveret.
I dyrehaven har du mulighed for at gå en dejlig tur i skoven mellem hjorte og se på vildsvinene, som bor i en indhegning for sig. Ænderne hygger sig i havens sø, mens hanhjorte fører sig frem med flotte gevirer. Tager i på tur til dyrehaven, kan i med fordel hive gulerødder og frugt med - det er nemlig tilladt at fodre dyrene, så længe det er grøntsager eller frugt, der står på menuen.
Dokk1 - Digitalt bibliotek med plads til sjov og læring
- entré: Voksne og børn gratis
Med Dokk1 har Aarhus skabt et smukt og moderne bibliotek og værested for byens borgere og besøgende. Her er både brætspil og videospil, magasiner og bøger, foredrag og udstillinger samt fire flotte legepladser og udsigt over havnen. Er du i Aarhus er Dokk1 bestemt et besøg værd. Om det er fordybelse i de nyeste magasiner eller for at nyde det arkitektoniske udtryk eller se aktuelle udstillinger, er der noget for både voksne og børn.
Dokk1 stod færdig i 2015 og den flotte bygning er et moderne samlingspunkt for byens borgere. Her afholdes foredrag, workshops, udstillinger og ferietiltag, hvoraf mange events er gratis. Biblioteket er et digitalt videns- og læringscenter, hvor du kan benytte bøger, computere og legeområder for hele familien. Her er områder for fordybelse, områder til leg eller afslapning og et computer- og spilområde. På Dokk1's udendørs område er fire flotte legepladser opstillet mod hvert sit verdenshjørne, og børnene kan på vejen rundt opleve de vidt forskellige udtryk.
Aarhus Natur: strande, skov og havnefront
- helt gratis!
Besøger du Aarhus på en dejlig sommerdag, vil du hurtigt opdage at Aarhus byder på smukke skove, lækre strande og flot arkitektur. En gåtur langs havnefronten byder på helt nye byggerier som Isbjerget eller Z-huset, og fra udkigsposten på havnen kan du se færger og fragtskibe sejle ind og ud. Marselisborg skovene er et flot syn, som indbyder til en gåtur gennem skoven og ned til vandet.
Skal solen nydes på strande i Aarhus, er der flere muligheder for en god strandtur. På Den Permanente ved Riis Skov er der omklædningsmuligheder og iskiosk, og her er der om sommeren fyldt med smilende Århusianere, som nyder solen og bølgerne. Ved Marselisborg strand er udsigten fortryllende, og her er der også omklædningsmuligheder for de besøgende. Går turen til havnen finder du strandbaren; Aarhus' hjemmelavede strand, hvor volleyball, sport, musik, iskiosk, bar og omklædningsfaciliteter skaber en afslappet og hyggelig stemning.
Tivoli Friheden - fart over feltet i glade omgivelser
Er du til vilde forlystelser eller hyggelige oplevelser er der med garanti noget, som frister i Tivoli Friheden. Her er vilde rutchebaner, sjove boder, velsmagende spisesteder og servicen er helt i top - her bliver du modtaget med store smil, hvorend i parken du går hen.
Besøg Tivoli Friheden og få en hæsblæsende tur i Dragen eller Cobraen, prøv 5D-spil med fart på eller nyd udsigten fra Pariserhjulets top. I Tivoli Friheden er der noget for enhver smag, både når det gælder forlystelser og spisning. Besøg de mange boder og se, om heldet er med dig, spis frokost på en af de mange restauranter, cafeer og madboder i parken, og slut aftenen af til en af Parkens Fed Fredag-arrangementer, som annonceres på hjemmesiden. Læs mere om oplevelser, åbningstider, priser og forlystelser i parken her
Djurs sommerland - et væld af forlystelser
Med 8 temalande og 60 forlystelser er der nok at give sig til når vejen lægges forbi Djurs Sommerland. Her er oplevelser for alle aldre, og skal sulten stilles undervejs, kan du slå dig løs i buffeter, burgere, pandekager, is og vafler.
Med alt fra pirater til malkekøer kan du i Djurs Sommerland opleve vilde rutchebaner, våde sejlture og hyggelige karruseller. Her kan hele familien hygge sig i flotte omgivelser, et kæmpe badeland og gode restauranter. Parken byder hvert år på nye spændende forlystelser, så om I er vandhunde eller landkrabber, er der med garanti nok at tage sig til i den store park. Læs mere om de spændende nye forlystelser, åbningstider og priser her.
Guidede ture i og omkring Aarhus
Guideservice Danmark tager dig med på guidet tur i og omkring Smilets by. Kom med på byvandringer rundt i Aarhus’ mange forskellige kvarterer og parker, en tur på cykel i den smukke Østjyske natur, rundvisning i Den Gamle By eller tag på en bustur rundt til byens attraktioner. Mulighederne er mange.
Aarhus er en by under udvikling. Fra det moderne havneområde til den hyggelige, gamle bymidte. En guidet tur eller byvandring med en professionel guide kan være den hurtigste vej til alt det bedste som Aarhus har at byde på. Du vil få meget mere ud af din tid og du kommer direkte til de mest interessante steder - hvorefter du kan genbesøge dine favoritter. Turforslag og mere information kan findes på Guideservice Danmarks hjemmeside her.